PRESSEMEDDELELSE
Ny drik
på det danske marked:
Ny
dansk stærk kvalitetscider
Pomona cider i Kokkedal introducerer en ny dansk drik på
det danske marked. Det er en kvalitetscider med en alkoholstyrke på 5,8 %,
hvilket svarer til guldøl. Så der er altså ikke tale om den svage cider mange
kender fra hylderne i supermarkedet. Tværtimod svarer den nye Pomona cider mere
til den cider mange kender fra besøg i England og Frankrig. Den er fyldig og
aromatisk med en harmonisk blanding af sødme og syrlighed af æble. Den skal
nydes kølig og er velegnet som velkomstdrink, aperitif eller som en kølig drink
på caféen eller på terrassen – gerne af nogle højstilkede glas.
- Vi har udviklet denne cider specielt til den danske smag,
siger direktør Kim Johansen, Pomona cider. Han har også titel af ”cidermester”
og er formodentlig den eneste i Danmark, der kalder sig netop det. Han har
brugt de seneste to år på at udvikle cideren og har bl.a. været på studiebesøg
i England og Frankrig. Cideren er lavet på mosten fra danske æbler og
produceret i tæt samarbejde med Ørbæk Mostfabrik på Fyn.
Nu er den nye drik tappet og klar til salg og får premiere
på ølfestivalen i Valby Hallen 9.-11. maj. Den kan efterfølgende købes på et
antal cafeer i Storkøbenhavn.
- Mange mennesker vil gerne have et alternativ til øl eller
vin, men på samme kvalitetsniveau. Produktet er rettet mod kvalitetsbevidste
voksne mennesker, der sætter pris på gode drikkevarer, som er behandlet
naturligt. Derfor bruger vi ikke æblekoncentrat og heller ikke kunstige
aromastoffer og konserveringsmidler. Det er det, der giver den friske smag,
siger Kim Johansen
Det er vigtigt at pointere, at Pomona cider ikke skal forveksles
med de meget omtalte alko-pops, hvor man blander spiritus og sodavand.
- Pomona cider er med sin frugtfriske smag et markant
anderledes produkt til det voksne publikum, hvilket vi også vil tage højde for
i vor markedsføring, slutter Kim Johansen, der glæder sig til at demonstrere
sit nye produkt over for gæsterne på ølfestivalen i Valby Hallen.